To kendte erhvervsejendomme i hjertet af Københavns butiksområde er blevet overtaget af Cordea Savills, det internationale investeringsselskab med speciale i opkøb af ejendomme på de mest attraktive adresser. Ejendommene med beliggenhed på Købmagergade 60 og Østergade 36-38 har henholdsvis H&M og Birger Christensen som sine hovedlejere og anses for at være blandt de mest eftertragtede kommercielle bygninger i det indre København.

De to ejendomme var ejet af ATP, og handlen er blevet formidlet af Capital Investment A/S, et nystiftet investeringsselskab, ejet og drevet af Jesper Damborg og Claus Klostermann.

”Vi vil stå for hele processen med rådgivning af vores internationale klienter fra start til slut, ” sige direktør Jesper Damborg. ”Vi tager os af overvågning og research af markedet, gennemfører due dilligence, og står også for udvikling og forvaltning, indtil investoren er klar til en exit. Det betyder, at de udenlandske selskaber ikke har brug for et dansk brohoved.”

Købet af de to ejendomme i Københavns butikscentrum er den første transaktion for selskabet, der stadig er i gang med at ansætte medarbejdere og opbygge sin organisation. Cordea Savills har ikke ønsket at offentliggøre prisen for de to ejendomme. Selskabet foretager langsigtede investeringer med fokus på prestigeejendomme med attraktiv beliggenhed i storbyerne.

Capital Investment A/S sætter sig som mål at blive den foretrukne parter for udenlandske investorer, der ønsker at investere både i erhvervs- og boligejendomme i Danmark. Ifølge Jesper Damborg har selskabet flere transaktioner under forberedelse for nye investorer i de kommende måneder og regner med at have ejendomme under forvaltning til en værdi på omkring 2 milliarder kroner ved udgangen af året.

Yderligere information kontakt:
Jesper Damborg
T: +45 5050 2222
M: jd@cinvest.dk